Vælg en side

EU-dagen i Mariager 28. august 2021 er en ny begivenhed, hvor borgere, politikere, virksomheder og organisationer får mulighed for at udfordre hinanden og blive klogere på det europæiske samarbejde.

EU-dagen finder sted på Mariager Havn, og der bydes på flot udsigt kun få skridt fra den hyggelige købstad Mariager. Du kan derfor både opleve spændende debatter og møde de danske politikere og meningsdannere. Hele dagen kan du også besøge den smukke og historiske Mariager by og gå en tur i de brostensbelagte gader.

EU-dagen sikrer, at debatten bredes ud, så vi får mulighed for at gå i dybden med nogle af de store emner, der fylder på den europæiske dagsorden. Der etableres tre temascener og en hovedscene. På de tre temascener udforsker vi mange forskellige vinkler på temaerne klima, digitalisering og sundhed. Dertil vil hovedscenen have store debatter som omdrejningspunkt.

I løbet af dagen vil en lang række arrangementer og debatter finde sted. Der er desuden rig mulighed for at møde politikere og beslutningstagere i uformelle rammer, hvor man kan tage en snak om store og små emner.

Med Mariager Fjord som baggrund kan du nyde kolde drikkevarer, mens du lytter til de spændende debatter. Både unge og voksne er til stede og bidrager til, at debatten bliver belyst fra forskellige vinkler. EU-dagen er en oplagt mulighed for at komme og diskutere demokrati, udfordringer og fællesskab.

Vi glæder os til, at alle kan opleve EU i et helt nyt format, samtidig med at vi nyder de hyggelige og smukke omgivelser.